Om podcasten
Når man som patient møder sundhedsvæsnet, vil man sjældent opfatte sig selv som eksperten. Den rolle lægger man trygt i hænderne på de sundhedsprofessionelle. Men i denne podcast er rollerne for en kort stund byttet om.
Mennesket bag diagnosen er her ekspert i det liv, som leves med sygdom og helbredelse. Podcasten er en slags ”digital lytte-bænk”, hvor patienter og pårørende kan spejle sig selv i andre mennesker, som enten er eller har været det samme sted i livet.
Episoder
Bid for bid
Denne podcast handler om kæbekirurgi, som det sker på Afdelingen for tand, mund og kæbekirurgi på Aarhus Universitets Hospital. Både før, under og efter operationen.
Podcasten er lavet til unge, der skal opereres i kæben, og til deres pårørende. I tre episoder møder du Tilde, Karim og Oliver, som deler deres egne oplevelser med hele forløbet – fra tanker og nervøsitet før operationen til de første uger og hverdagen bagefter. Du møder også sygeplejerske, tandplejer, bøjletandlæge og kæbekirurg fra AUH
Podcasten giver et ærligt og trygt indblik i, hvad man kan forvente, så du kan føle dig bedre forberedt.
En snak om snork
Søvnapnø er udbredt og påvirker både søvn, energi og livskvalitet – ikke kun for den, der har diagnosen, men også for de pårørende. I denne podcast taler vi om, hvad søvnapnø er, hvilke symptomer du skal være opmærksom på, og hvilke behandlingsmuligheder der findes.
Vi deler viden, erfaringer og gode råd, så du kan blive klogere på hverdagen med søvnapnø – uanset om du selv er ramt eller står tæt på én, der er.
Forstop en halv
En operation er ofte noget, som lægger beslag på megen opmærksomhed. Både hos en selv og hos ens pårørende.
Men forstoppelse, som ofte følger med operationen, er ikke det, som får størst opmærksomhed. Det kan det dog hurtigt få. For når man får smertestillende medicin, påvirkes tarmens funktion, og det kan være svært at komme af med afføring. Det kan være både smertefuldt og gøre det sværere at komme sig.
Men afføringsmidler, kost, motion - og ikke mindst væske, kan hjælpe med til, at de værste konsekvenser afhjælpes. Det hører du meget mere om i denne podcast. To patienter og en pårørende fortæller om deres erfaringer efter operationen - og en læge og to sygeplejersker fortæller om fordøjelsessystemet, om afføringsmidler og om, hvad hospitalet kan hjælpe med.
Gåtur på recept
Denne podcast handler om vindueskiggersyndrom - eller Claudicatio, som det hedder på latin. Denne podcast er til dig, der oplever smerter i benene, når du går, og som måske har fået at vide, at det skyldes nedsat blodforsyning.
To læger fra Karkirurgisk Klinik på Regionshospitalet Viborg fortæller om årsager, symptomer, rygning, mulig behandling og ikke mindst om, hvorfor gåture er en så vigtig del af behandlingen.
Du møder også Hanne, som udover Claudicatio døjer med diabetes og knogleskørhed - men som modigt tager kampen op hver eneste dag.
Og til sidst hører du om et kommunalt tilbud, som sætter system på træningen og du møder Bjarne, som har fulgt forløbet med gode resultater.
Hånden på hjertet
Podcasten er fem menneskers beretninger om det at få et nyt hjerte. Du møder mennesket i orkanens øje, deres pårørende og eksperter fra Aarhus Universitetshospital, som får det til at ske.
Og du hører om tanker, tvivl og håb fra en livsforandring af de helt store.
Hjertesvigt – hvad fortæller min krop?
Når hjertets evne til at pumpe blodet rundt i kroppen bliver forringet, kaldes det ofte hjertesvigt. Det er en tilstand, som mere end 70.000 mennesker i Danmark har fået som en ubuden gæst i deres liv.
Seks af dem hedder Ann, Hans Otto, Joachim, Lisbeth, Marius og Martin. Og dem skal du møde nu. Velkommen til podcasten ”Hjertesvigt – hvad fortæller min krop”, som er den ene af to podcast om hjertesvigt fortalt af mennesker med sygdommen.
I denne podcast med 4 episoder, snakker vi om symptomer, som de fleste med hjertesvigt kender alt for godt. Åndenød, væske i kroppen og øget vægt, voldsom træthed, som ikke kan soves væk, svimmelhed som følge af et lavt blodtryk og så oplevelsen af, at være kronisk syg med alle de tanker, der følger med.
Hjertesvigt – hvad fortæller mit sind?
Når hjertets evne til at pumpe blodet rundt i kroppen bliver forringet, kaldes det ofte hjertesvigt. Det er en tilstand, som mere end 70.000 mennesker i Danmark har fået som en ubuden gæst i deres liv. Fem af dem hedder Ann, Joachim, Lisbeth, Marius og Martin. Og dem møder du i podcasten
Fælles for dem er at have et hjerte, som ikke helt vil, som de vil. Men forskellige, som de også er, så lever de med det på hver deres måde.
Nogle vil gerne vide meget – andre vil helst glemme det meste. De fortæller åbent og ærligt om de udfordringer, som de – udover fysiske symptomer og bivirkninger ved medicin – har oplevet med deres hjertesvigt.
Og som du vil høre, så har de hver især udviklet måder til at håndtere en tilstand, som jo er kommet for at blive. Og viljen til at leve et godt liv, til at være der for sine nærmeste og til at passe på sig selv, har diagnosen bestemt ikke fået bugt med. Måske tværtimod.
Delirium – når hjernen går sin egen vej
Delirum – eller ofte blot omtalt som delir – er en tilstand, hvor hjernen pludseligt bliver påvirket af en fysisk ubalance i kroppen. Det kan ske på grund af infektion, mangel på væske eller efter en operation.
Derfor er det ofte mennesker, som i en periode er indlagt på en intensiv afdeling, som oplever delirium på grund af det intensive forløb. Selvom symptomerne kan minde om demens, er det ikke demens – men forbigående. Varigheden kan dog variere fra timer til uger.
Som du kan høre i podcasten, kan oplevelserne med delir være meget voldsomme. Både for patienter og pårørende. Du møder Hanne, hvis mand gennemgik en lang periode med delirium. Og du møder Arne, som selv har været i et voldsomt delirium. Begge har oplevet, hvad det vil sige, når den delirøse hjerne går sin egen vej.
Om at få et kunstigt knæ
Måske har du fået tilbudt et kunstigt knæ eller måske er du pårørende til en, som har fået det tilbudt.
Eller måske har du allerede sagt ja tak, og er i gang med at forberede dig fysisk og mentalt til operation og genoptræning.
Uanset hvad, så får du her gode råd, viden og information fra både læge, sygeplejersker og fysioterapeut fra Center for Planlagt Kirurgi (CPK) på Silkeborg Sygehus. Og du hører også overvejelser og erfaringer fra patienter, som enten har fået et nyt knæ eller er tæt på at skulle have et og fra deres pårørende.
Podcasten består af tre episoder, som handler om tiden før, under og efter operationen, og er produceret i tæt samarbejde mellem CPK og Center for Kompetenceudvikling.
Kontakt os
Vi har etableret et samarbejde mellem Center for Planlagt Kirurgi, Silkeborg Sygehus, Digitale Patientforløb og Center for Kompetenceudvikling om produktion og udgivelse af podcast.
På den måde kan I trække på erfaringer om både produktion af podcast, podcast i den kliniske hverdag og podcast som del af en forløbsguide.
Vil I høre mere om mulighederne – så kontakt CKU.