Hænger dit undervisningsforløb egentlig sammen?
Det sker for de fleste undervisere: Man forbereder et grundigt forløb, men bagefter sidder man med en fornemmelse af, at noget ikke rigtig klikkede. Deltagerne lærte måske noget — men var det det rigtige? Og spurgte man overhovedet til det til sidst?
Det er præcis det problem, constructive alignment adresserer.
Hvad er constructive alignment i praksis?
Begrebet stammer fra John Biggs (Biggs, 2003) og handler i sin enkelhed om, at tre elementer skal pege i samme retning:
- Hvad vil du have, deltagerne kan bagefter? (læringsmål)
- Hvad laver de undervejs? (læringsaktiviteter)
- Hvordan finder du ud af, om de kan det? (evaluering)
Når de tre hænger sammen, oplever deltagerne et forløb, der føles meningsfuldt og sammenhængende. Når de ikke gør, opstår der støj — og læring, der ikke sætter sig.
Et konkret eksempel
Forestil dig, at du underviser i kommunikation med pårørende. Dit læringsmål er, at en gruppe sygeplejersker kan håndtere svære samtaler i praksis. Men undervisningen består udelukkende af oplæg — og evalueringen er en skriftlig test om kommunikationsteori.
Her er der ikke constructive alignment. Aktivitet og evaluering måler noget andet end det, målet beskriver.
En aligned version kunne i stedet inkludere rollespil eller simulationer undervejs og en praktisk observation eller refleksionsopgave som evaluering.
Kom godt i gang
En enkel måde at tjekke dit eget forløb på er at stille tre spørgsmål:
- Kan jeg formulere læringsmålet med et konkret udsagnsord — fx anvende, vurdere eller forklare?
- Giver mine aktiviteter deltagerne mulighed for at lære og øve netop det?
- Afslører min evaluering, om de faktisk kan det.
Hvis svaret på ét af spørgsmålene er nej, er det et godt sted at starte med at justere din plan for undervisningen.
Vil du dykke dybere ned i didaktisk planlægning?
Constructive alignment fungerer rigtig godt i samspil med en systematisk tilgang til undervisningsplanlægning. I vores e-læringskursus om Hiim og Hippes didaktiske relationsmodel får du et praktisk værktøj til at tænke alle dele af dit undervisningsforløb sammen — fra forudsætninger og rammefaktorer til mål, indhold og evaluering.
Biggs, J. B. (2003). Teaching for Quality Learning at University. (Maidenhead: Open University Press)