Hvad er psykisk arbejdsmiljø?
Psykisk arbejdsmiljø er en kombination af mange forskellige ting på arbejdspladsen – fx forholdet til din ledelse, kollegaerne, patienterne og borgerne.
Psykisk arbejdsmiljø i Region Midtjylland
I Region Midtjylland arbejder vi med psykisk arbejdsmiljø ud fra de rammer, der findes i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø. Herunder kan du læse, hvad der kendetegner et godt og dårligt psykisk arbejdsmiljø samt hvor du kan få hjælp.
Et godt psykisk arbejdsmiljø
Et godt psykisk arbejdsmiljø skaber trivsel, psykologisk tryghed, mindre sygefravær og bidrager til kvaliteten af og effektiviteten i arbejdet. Et godt psykisk arbejdsmiljø er ofte kendetegnende ved:
- en god balance mellem krav og kompetencer
- en fælles forståelse af de opgaver, som ledelse og medarbejdere skal samarbejde om
- arbejdsopgaverne opleves meningsfulde
- mulighed for indflydelse på eget arbejde
- støtte og anerkendelse fra både ledelse og kollegaer
- en tryg dialog, hvor der er plads til og respekt for forskelle, og hvor man kan tale åbent om udfordringer i arbejdet
- fyldestgørende information om nødvendigheden af kommende forandringer og inddragelse i planlægning og gennemførelse af forandringerne.
Et dårligt psykisk arbejdsmiljø
Et dårligt psykisk arbejdsmiljø kan føre til stress, udbrændthed, konflikter i samarbejdet og en oplevelse af krænkelse og mobning. Det er et ledelsesansvar at sikre et sundt og sikkert arbejde, men arbejdsmiljøudfordringer løses bedst i fællesskab med medarbejderne på arbejdspladserne.
Et dårligt psykisk arbejdsmiljø kan være kendetegnende ved:
- for stor arbejdsmængde og tidspres
- modstridende og uklare krav
- manglende mulighed for støtte og hjælp
- manglende tillid og respekt i arbejdet.